Cases

HelteLiv er ikke en mirakelkur, men har været med til at gøre en forskel for både børn, unge og voksne. Nedenfor finder spillederen et udpluk af eksempler, som beretter om resultater med HelteLiv.

Børn

 

SAMARBEJDE

Den endelige sejr rungede helt ud i skolegården!

Som led i klassens trivsel blev en gruppe på fem givet ekstra opmærksomhed. Gruppen oplevede konflikter, som ofte forstyrrede undervisningen og skabte utryghed for dem selv og andre børn.

Deltagerne spillede HelteLiv over en længere periode, med fokus på venskab, samarbejde og konflikthåndtering. Deltagerne mødte mange udfordringer på deres eventyr sammen. Fortællingen stillede store krav om samarbejde. Til at begynde med var det svært, men langsomt voksede holdånden og deltagerne lærte at “have hinandens ryg”. Til sidst besejrede de den ondskab, som truede bønderne i byen Engne og den endelige sejr rungede helt ud i skolegården.

Efterfølgende oplevede deltagerne fortsat konflikter, men havde nu fået nogle redskaber og minder om et fællesskab at trække på. Gruppen fik også en større indsigt i, hvornår konflikter opstod og hvad der var ophav til dem. Fjendskab blev til venskab med alt hvad det indebærer.

SELVVÆRD

Deltageren sagde spontant efter noget tid: “Jeg er faktisk blevet lidt en modig type”

En deltager var meget usikker og talte ofte nedsættende om sig selv med udsagn som: “Jeg er ikke god til noget”. Sammen med tre andre deltagere blev HelteLIv indledt med et øvefokus på heltemod og at styrke troen på sig selv.

Heltelivet var fuld af udfordringer, som kun de modigste helte kunne klare. Det viste sig at selv en modig helt også kan tvivle på sig selv, men at der altid er råd for udfordringer af den slags. Råd, der kan findes hos venner, som også kan tvivle på deres mod. Ved at stå sammen og støtte hinanden udviste heltegruppen mod, og sejrede med nød og næppe over de onde kræfter i Lente.

Deltageren kunne bruge fortællingen om, at også helte er i tvivl, og på den måde blev tvivlen normaliseret for deltageren, som blev bekendt med, at det er noget alle mennesker arbejder med.

Sprog

Deltageren blev introduceret for HelteLiv og lærte følelsen af, hvordan det er at have ordet i sin magt.

To deltagere med sproglige udfordringer blev som et led i specialundervisningen introduceret for HelteLiv. Formålet var at træne deres sprog og evne til at sætte ord på følelser. Deres sproglige udfordringer var ofte årsag til misforståelser og konflikter i skolen.

Deltagerne valgte at spille to helte, der samlede på bøger til deres hemmelige bibliotek. Den ene var præst og den anden var druide. De drog sammen på en fantastisk heltefærd, der udfordrede dem med mange sproglige gåder, og hvor de måtte bruge ordets kraft i mødet med udspekulerede fjender.

De to deltagere oplevede at have det sjovt med de sproglige udfordringer og fandt relevans og glæde ved at læse og løse de mange gåder, som de mødte undervejs på deres eventyr.

Unge

 

Inklusion

HelteLiv var med til at ændre klassens fortælling om deltageren.

Deltageren havde svært ved at finde fodfæste i klassen og indgå i venskaber. Med diagnosen ADHD havde deltageren svært ved at føle sig tryg og var indblandet i en række voldsomme episoder, som havde resulteret i at klassekammeraterne tog afstand, og deltageren følte sig ensom på skolen.

Heltelivet blev opstartet med kun to deltagere for at skabe en tryg atmosfære. Deltageren fik hurtigt ejerskab for aktiviteten og langsomt blev flere inviteret med.

Deltageren oplevede at være medejer af en aktivitet, hvor ansvar, venskab og social konsekvensberegning blev øvet. Ikke mindst blev heltenes venskaber også deltagernes.

Vedholdenhed

Deltageren fik en oplevelse af at fungere i et samarbejde og fik et nuanceret syn på, hvordan man kan reagere forskelligt på kedsomhed.

Deltageren oplevede mange konflikter med autoriteter, hvilket havde resulteret i flere skoleskift og et ungt menneske, der generelt havde svært ved at afslutte et uddannelsesforløb.

Deltageren valgte at spille sin helt som en kaotisk karakter. Spillederen og de andre deltagere spurgte ind til de kaotiske handlinger og deltagerens øvefokus var at bruge heltens handlinger til noget, som var gavnligt for de andre helte i fortællingen. Helten blev også mødt med konsekvenser af destruktive handlinger.

Efter fortællingen snakkede gruppen om bevæggrunde for kaos, og hvordan det både kan forhindre og fremme samarbejdet i en fortælling. I senere spil tog deltageren faktisk rollen som heltegruppens leder.

Voksne

 

Uforudsigelighed

Det blev mere overskueligt at skulle deltage i sociale aktiviteter, hvor man ikke kendte alle udfald på forhånd.

Deltageren havde problemer med at komme hjemmefra og deltage i sociale aktiviteter, hvor der kunne opstå noget uventet. Det betød, at deltageren ofte blev derhjemme.

Der blev arbejdet med at skabe uventede situationer i heltelivet, som deltageren reflekterede over med spillederen og gruppen. Deltageren undersøgte, hvordan det var at være i en situation, hvor alle muligheder ikke var bestemt på forhånd, og hvordan han kunne opleve at være handlekraftig i det.

Deltageren beskrev, hvordan det efterfølgende var mere overskueligt at skulle deltage i sociale aktiviteter, hvor han ikke kendte alle på forhånd.

Integritet

Deltageren oplevede et løft i selvværd i socialt samvær med andre mennesker.

Deltageren havde svært ved at tillægge sine egne meninger nogen særlig værdi. Helten mødte, på sin heltefærd, bipersoner, som udfordrede dette selvbillede. Deltageren spillede en sangskriver, der ønskede at dele sin poesi og sange med andre. Helten blev konfronteret af en snobbet, berømt musiker, som gav helten den nødvendige modstand. I eftersamtalen blev der talt om, hvordan det havde været at stille sig til skue i heltelivet og konfrontere vanskelige følelser, som repræsenterede deltagerens indre dæmoner.

Deltageren beskrev, at der kom et løft i forhold til hans egen berettigelse blandt andre.

Selvværd

Deltageren fik mod til at komme i praktik, som blev starten på en mere aktiv hverdag.

Deltageren havde svært ved at begå sig i sociale sammenhænge grundet en svær barndom.

Deltageren øvede sig på at være både sjov og alvorlig i fortolkningen af sin helt til stor fornøjelse for alle i gruppen. Deltageren øvede sig også på at finde den rette balance mellem tavshed og tale, når man henvender sig til de andre helte i fortællingen. Deltagerens helt mødte indre konflikter, der relaterede sig til deltagerens eget indre liv, og spillederen omsatte konflikterne, så deltageren oplevede opbakningen fra gruppen.

SOCIAL ISOLATION

HelteLiv var første skridt mod at bryde den sociale isolation.

Deltageren isolerede sig en stor del af tiden derhjemme.

Eftersom deltageren havde en interesse for spil, var HelteLiv noget, der kunne få deltageren afsted hjemmefra med et stabilt fremmøde til følge. Sammen med spillederen og de øvrige deltagere oplevede deltageren med succes et stigende ansvar i gruppen.

En gang hvor deltageren af god grund ikke kunne komme, ringede en af de andre deltagere for at høre om deltageren kom næste gang. Svaret var ja, selvfølgelig!

Tillid

Deltageren oplevede ikke at ”slå sig” på relationer i samme grad som tidligere.

Deltageren havde svært ved at opleve tillid til sig selv og andre på grund af vanskelige oplevelser tidligt i livet. Det gjorde det svært at være i uformelle situationer og gå i dialog med andre, som ikke repræsenterede de samme værdier.

Via sin helt øvede deltageren sig på at sige til og fra i sociale situationer, hvor der var mange dagsordener på spil. Deltageren fik efterfølgende lyst til at spille bordrollespil i andre sammenhænge, og fik derigennem nye idéer til forskellige egenskaber og personlighedstræk, som den nye helt skulle besidde fremadrettet.

Heltenyt

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til tre særlige artefakter!