Eftersamtale

Heltelivet kan være en intens oplevelse, som deltagerne er meget ivrige efter at debattere med hinanden, når spillet er slut.

Eftersamtalen er en naturlig del af afslutningen på et HelteLiv. Efter fortællingen er slut, ses det, at deltagerne spontant begynder at tale om og debattere de udfordringer, som deres helte mødte undervejs på deres eventyr.

Dette er en pædagogisk mulighed, som spillederen bør gribe. I det følgende finder spillederen tre bud på, hvordan han eller hun kan hjælp deltagerne med at overføre deres erfaringer fra heltelivet til det virkelige liv.

Evaluér øvefokus

Efter endt spil kan spillederen evaluere den pædagogiske indsats sammen med deltagerne. Deltagerne har ofte meget på hjerte, når samtalen går på, hvad de har svært ved i livet og hvordan heltene og fortællingen har hjulpet dem med at øve disse ting. Spillederen kan med udgangspunkt i den enkelte deltagers øvefokus stille spørgsmål som:

  • Fik du arbejdet med dit øvefokus?
  • Passede fortællingen til, hvad du gerne ville øve dig på?
  • Skal der ændres noget i dit øvefokus til næste gang, så det passer bedre til dig?
  • Spillederen kan arbejde videre med deltagerne ved at spørge nærmere ind til forholdet mellem deltagerne og deres helte:
  • Ville du have gjort noget anderledes end din helt?
  • Er du enig med din helts gøren og laden?
  • Hvad har du lært af din helt?
  • Hvad kunne din helt lære af dig?

Konflikthåndtering

Efter heltelivet kan deltagerne tale om, hvordan heltegruppen håndterede konflikterne i fortællingen. Det er vigtigt at huske deltagerne på, at de ikke længere er deres helte, men at de nu taler om deres helte, og at der tales om konflikterne og ikke i dem:

SL: Jens og Peter, kan I huske at jeres helte var uenige om, hvorvidt I skulle hjælpe landsbyen? Hvordan tænker I nu, at jeres helte håndterede konflikten?

Eller:

SL: Jens og Peter, jeres helte blev uvenner, da de skulle beslutte, hvem der skulle bære den hellige ring. Hvordan ville i løse den slags i virkeligheden?

Spillederen tager udgangspunkt i de konflikter, som heltene oplevede på deres eventyr. I eftersamtalen kan konflikten analyseres på sikker afstand. Det bærende pædagogiske element er, at deltagerne sammen får mulighed for at analysere deres erfaringer fra heltelivet.

Filosofisk undersøgelse

Spillederen kan, som en del af eftersamtalen, facilitere en filosofisk undersøgelse, af de koncepter eller fænomener, som deltagerne sammen har mødt i heltelivet.
Med blikket rettet mod den virkelige verden kan spillederen og deltagerne, med udgangspunkt i den fælles erfaring fra heltelivet, undersøge filosofiske spørgsmål som:

  • Findes det gode?
  • Findes det onde?
  • Hvad er en tanke?
  • Hvad er en følelse?
  • Hvad er lykke?
  • Hvad er meningsløshed?
  • Findes skæbnen?
  • Hvad er frihed?
  • Hvad er magt?
  • Hvad er sandhed?
  • Hvad retfærdighed?
  • Hvad er venskab?
  • Hvad er skønhed?
  • Hvad er døden?

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!