Helte-Eksempler

KVAR STILLESØ

“Jeg har ikke set så klart som nu. Snart vil natten give mig indsigt og kraft ”Kvar så op mod nattehimlen.” Kom med mig!”
Kvars søster fjernede sin hætte. Hendes ansigt var nu tydelig i månelyset. Hun havde grædt og så forpint ud. Hendes øjne blev skarpe. “Hvis det er den vej du ønsker at gå, er vi ikke længere af samme blod!” det sidste hviskede hun, så hendes stemme knækkede. Hun fortrød og greb hans arm. “Forlad os ikke”, bønfaldt hun ham. Hun sank i knæ og knugede hans robe mod sit ansigt. Han rev sig løs. “Nihil kalder os alle, vi skal acceptere den sandhed som er derude i mørket – hvad end den så er. Templet skjuler noget for os – kan du ikke se det!?”

Kvars søster rejste sig rystende som var hun med ét blevet syg. “Lige meget hvad der gemmer sig derude, kan du ikke ændre hvad der er sket – det håber jeg du ved”. Langsom vente hun sig og forlod ham.

Kavr kiggede tøvende efter hende, men så vendte han sig og lagde sin hånd på gravstenen.

TILA KLAGVIA

Nu var hun helt hæs i halsen, men det var på den gode måde. I dag havde været en smuk dag. Mange kobbermønter var landet ved hendes fod.

Hun havde sunget om ulykkelig kærlighed, om fugle der flyver til fjerne lande og aldrig vender tilbage, men mest givende af alt var sangen om flod-eleverne på havet bund. Den havde hun sunget lige da fiskerne kom i land ved aftenstid.

Nu sad hun og fik en bid brød på en sidegade, da en forbipasserende tempel-præstinde, til hendes overraskelse henvende sig til hende. “Min unge frue…” præstinden rømmede sig. “De har en yderst smuk stemme, er de her fra byen? jeg synes ikke at have set dem før.” “Nej, jeg er netop kommet her til morgen” svarede hun og så med skepsis på præstinden – der hvor hun kom fra, ville en præstinde næppe tiltale en gadesanger og hvad ville hun mon? “Ja, undskyld” indskød præstinden, idet hun mærkede utrygheden. “Der er tempel messe for hele byen her til midnat og vi har tradition for at invitere en fremmed sanger. Jeg hørte deres stemme i formiddag og det ville være mig… eller templet en ære om du vil synge for os.”
Hun så ind i præstindens rare øjne – der var noget der, hun ikke ville gå glip af. “…ja det vil jeg gerne” sagde hun stille.

TØRNE STENSØN

“Før du rejser, har jeg noget til dig”. Tørne så op på sin bedstefar, som havde en lidt fremmed og højtidelig tone i stemmen. Normalt ville den gamle mand give ham et stort knus og et slag i ryggen, når de tog afsked med hinanden. I dag stod han lidt på afstand med et bekymret blik. Det var som om, det først nu gik op for Tørne, at de denne gang ikke viste om eller hvornår de ville se hinanden igen. Han havde meldt sig frivilligt til fjeldfolkets tempeltropper imod den gamles ønske, men det havde de lagt til hvile – nu var der kun afskeden tilbage.

Langsomt gik han Tørne i møde med et langt vævet klæde i hænderne. “Det skal være dit nu”, sagde han. Tørne tog imod klædet, som han med det samme genkendte som en klankilt dog med et underfundigt mønster. Efter et gensidigt nik svang Tørne sig op på vognen, som skulle føre ham til fjerne lande.
“En sidste ting”, den gamle stærke mand tog ved vognen og forhindrede hesten i at trække. “Du må ikke lade dem se bjørnen”. Han slap vognen, som med det samme kørte af sted. Tørne sad lamslået og så efter sin bedstefar, som vendte sig og gik ind i smedjen – hvor vidste han det fra?

Idiva Moshjerte

Når Idiva lå der på hustagene ved eftermiddagstid, kunne hun, til lyden af den travle markedsplads, døse lidt hen. En hunds gøen blev langsomt sløret, da hun lukkede øjnene og lod nakken, brystet og skuldrene falde til hvile.

Det var altid lige der – stedet mellem tankerne og drømmenes vildnis – at hun så kvinden for sig. Hun følte den bløde hånd slippe sin egen og så kvindens blide ansigt, som en silhuet skjult af det kraftige morgenlys bag hende. Lige før kvindens hånden slap, kunne hun høre den milde stemme hviske, “giv slip min ven, drag med dem – dette er ikke noget sted for et barn”. Efter det så hun kun små glimt inde fra en cirkusvogn, som førte hende til den evige rejse med Tanatruppen, som hun huskede kun alt for godt. Gid man selv kunne vælge, hvad man ville huske og hvad man ikke ville.
 
Idiva vågnede med et spjæt til et skadeskrig langt over hende – det var hendes bevingede ven, Keni, som holdt et vågent øje med hende. Nu hørte hun også tumult nede fra gaden. Det var tempelvagterne. En kvinde råbte til dem fra et vindue på den anden side af gaden og pegede i Idivas retning. Ved Ask, hvordan kunne jeg være så dum, tænkte hun. I samme nu var hun på benene og i ét spring var hun videre til det næste hustag.

Heltenyt

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til tre særlige artefakter!