Når Idiva lå der på hustagene ved eftermiddagstid, kunne hun, til lyden af den travle markedsplads, døse lidt hen. En hunds gøen blev langsomt sløret, da hun lukkede øjnene og lod nakken, brystet og skuldrene falde til hvile.

Det var altid lige der – stedet mellem tankerne og drømmenes vildnis – at hun så kvinden for sig. Hun følte den bløde hånd slippe sin egen og så kvindens blide ansigt, som en silhuet skjult af det kraftige morgenlys bag hende. Lige før kvindens hånden slap, kunne hun høre den milde stemme hviske, “giv slip min ven, drag med dem – dette er ikke noget sted for et barn”. Efter det så hun kun små glimt inde fra en cirkusvogn, som førte hende til den evige rejse med Tanatruppen, som hun huskede kun alt for godt. Gid man selv kunne vælge, hvad man ville huske og hvad man ikke ville. 

Idiva vågnede med et spjæt til et skadeskrig langt over hende – det var hendes bevingede ven, Keni, som holdt et vågent øje med hende. Nu hørte hun også tumult nede fra gaden. Det var tempelvagterne. En kvinde råbte til dem fra et vindue på den anden side af gaden og pegede i Idivas retning. Ved Ask, hvordan kunne jeg være så dum, tænkte hun. I samme nu var hun på benene og i ét spring var hun videre til det næste hustag.