“Jeg har ikke set så klart som nu. Snart vil natten give mig indsigt og kraft ”Kvar så op mod nattehimlen.” Kom med mig!”Kvars søster fjernede sin hætte. Hendes ansigt var nu tydelig i månelyset. Hun havde grædt og så forpint ud. Hendes øjne blev skarpe. “Hvis det er den vej du ønsker at gå, er vi ikke længere af samme blod!” det sidste hviskede hun, så hendes stemme knækkede. Hun fortrød og greb hans arm. “Forlad os ikke”, bønfaldt hun ham. Hun sank i knæ og knugede hans robe mod sit ansigt. Han rev sig løs. “Nihil kalder os alle, vi skal acceptere den sandhed som er derude i mørket – hvad end den så er. Templet skjuler noget for os – kan du ikke se det!?”

Kvars søster rejste sig rystende som var hun med ét blevet syg. “Lige meget hvad der gemmer sig derude, kan du ikke ændre hvad der er sket – det håber jeg du ved”. Langsom vente hun sig og forlod ham. Kavr kiggede tøvende efter hende, men så vendte han sig og lagde sin hånd på gravstenen.