Rigdom

Det koster penge, når heltene spiser og overnatter på kroer, og køber eller får repareret udstyr. Nogen gange kan heltene betale på anden vis, men ofte må de til lommerne. I den forbindelse skal deltageren og spillederen sammen definere, hvordan heltens
økonomiske situation ser ud.

I HelteLiv er heltenes rigdom inddelt i seks klasser. De beskriver, hvilken livsstil og luksus heltene med god samvittighed kan leve og nyde, uden risiko for at blive ruineret. Hvis en helt bruger mere end de midler, der er til rådighed, er det op til spillederen at bestemme, om helten henfalder til en fattigere økonomisk klasse. Ligeledes kan spillederen avancere heltene til en højere klasse, hvis de finder en skat, eller får et erhverv med mere økonomisk frihed. På denne måde støtter reglerne op om, at økonomi udelukkende betyder noget, når det har relevans for fortællingen.

Som tiggeren

Helten har ingen penge, så han eller hun må finde en anden måde at betale det, der skyldes. Alternativt må helten finde en måde at slippe for at betale.

Som arbejderen

Helten spiser med de jævne folk på de fattige kroer, hvor der måske er råd til at leje et værelse, hvorefter der stadigvæk er lidt penge tilbage på lommen. Over længere tid kan helten for eksempel spare op til at købe en hest.

Som mesteren

Helten har råd til at eje heste og husstand, og kan med ro i sindet både spise og give en omgang på kroen.

Som Købmanden

Helten har råd til et stort hus og kan altid spise på kro, når lejligheden byder sig. Under særlige omstændigheder og i et fornuftigt omfang kan han eller hun også bespise sig på de fineste restauranter.

Som adelen

Helten er så velhavende, at han eller hun kan købe en borg, ansætte tjenere og altid spise på de fineste
restauranter i Lente.

Som kongen

Helten har voldsomt mange penge, og det største problem er ikke om der er nok midler, men hvordan rigdommen skal opbevares og forsvares. Helten kan købe et større landområde eller leje en hær for at forsvare sine interesser.

Møntfod

Skulle spillederen være interesseret i at bruge en mere detaljeret økonomi, kan han eller hun sagtens lade deltageren forvalte heltens eget budget.

1 Guld (g)
10 Sølv (s)
100 Kobber (k)

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!