Tørne Stensøn

“Før du rejser, har jeg noget til dig”. Tørne så op på sin bedstefar, som havde en lidt fremmed og højtidelig tone i stemmen. Normalt ville den gamle mand give ham et stort knus og et slag i ryggen, når de tog afsked med hinanden. I dag stod han lidt på afstand med et bekymret blik. Det var som om, det først nu gik op for Tørne, at de denne gang ikke viste om eller hvornår de ville se hinanden igen. Han havde meldt sig frivilligt til fjeldfolkets tempeltropper imod den gamles ønske, men det havde de lagt til hvile – nu var der kun afskeden tilbage.

Langsomt gik han Tørne i møde med et langt vævet klæde i hænderne. “Det skal være dit nu”, sagde han. Tørne tog imod klædet, som han med det samme genkendte som en klankilt dog med et underfundigt mønster. Efter et gensidigt nik svang Tørne sig op på vognen, som skulle føre ham til fjerne lande.

“En sidste ting”, den gamle stærke mand tog ved vognen og forhindrede hesten i at trække. “Du må ikke lade dem se bjørnen”. Han slap vognen, som med det samme kørte af sted. Tørne sad lamslået og så efter sin bedstefar, som vendte sig og gik ind i smedjen – hvor vidste han det fra?

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!