Støt samarbejdet

For at støtte op om samarbejdet kan spillederen både belønne deltagerne og gøre det nemt for dem at hjælpe hinandens helte på deres færd. Heltene er for det meste interesserede i at hjælpe hinanden, men det kan være svært for dem at gennemskue, hvornår chancen byder sig. Her kan spillederen opfordre til samarbejde:

SL: Lanis er på vej over den høje mur. Janus, du kan måske give ham en hestesko?
Janus: Ja, det vil jeg selvfølgelig gerne.
Lanis: Tak!
SL: Lanis du får +1 til dit rul så.
Spillederen kan også støtte op om deltagernes samarbejde med rosende ord:
Janus: Jeg løber mod oldtrolden med mit tohåndssværd, KALAKI, hævet over hovedet. Nu kan det være nok!
Fundir: Vent! Jeg velsigner Janus’ sværd før han angriber.
SL: Fedt, Fundir!
Janus: Tak!

I intense scener skal heltene så vidt muligt støtte, hjælpe og redde hinanden. Det kan give en god holdånd og danne tætte venskabsbånd, når man redder dagen for hinanden.

SL: Skyggen slår ud efter dig Janus! Du bliver kastet hen ad jorden. Du tager 3 Skade og har det ikke godt!
Janus: Ahhh!
Fundir: Jeg løber hen for at helbrede ham.
Janus: Tak, Fundir!

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!