Det behøver ikke altid være op til spillederen at beskrive, hvordan Lentes verden ser ud. Ved at dele definitionsmagten med deltagerne, stiger deltagernes følelse af medejerskab for fortællingen:

SL: Jaknar, da I nærmer jer din hjemby, Engne, kan du pludselig kende det hele igen. I en tid går I langs stendiger, der afgrænser de frodige græsmarker. I går videre forbi nogle enkelte gårde, før I endelig kommer til en lidt tættere bebyggelse. Jaknar, du kommer herfra, så kan du ikke beskrive det lidt nærmere for os?
Jaknar: Skal jeg bare finde på noget?
SL: Ja, beskriv det, som du husker det.
Jaknar: Ok. Alle husene er hvidkalkede og det samme gælder bymuren. Husene inde i byens centrum står helt tæt og er i to eller tre etager. De er alle med flotte egetræsstolper og spær – meget velholdte. Min far var med til at bygge mange af dem – ære være hans minde.
SL: Ja, han var en god mand. Sker der noget i byen, eller er det bare en dejlig fredelig forårsdag?
Lanis: Må jeg byde ind med noget?
Jaknar: Ja da!
Lanis: Ok. Hvad med at det er en forårshøjtid. Det kan være noget med, at folket i Engne fejrer, at sommeren snart kommer?
Jaknar: Ja, helt sikkert, Lanis! Den fest husker jeg tydeligt som en tilbagevendende begivenhed, jeg som barn glædede mig meget til.
Lanis: Hæ! Jeg kan lige se lille Jaknar løbe rundt her.
SL: Ja, hvert år afholder byen en forsommerfest, så der er godt gang i festen, da I ankommer og mange mennesker er samlet til sang, mad og dans ved byens torv.

Dog må deltagerne aldrig fuldstændig overtage definitionsmagten fra spillederen. Så vil deltagerne hurtigt miste opfattelsen af verden som et fast og meningsfuldt sted, hvor deres helte tager stilling til og handler på situationer, som de ikke selv er ophav til. Man kan ikke både være helt og en gud i den samme verden.
Spillederen må gøre det klart for deltagerne, hvor i fortællingen der er plads til medbestemmelse og samtidig holde fast i, at det er spillederen, som altid har det sidste ord i fortællingen.