Fra udvikleraften med -

FJØLskov

Beliggenhed: Lyslund.
Stemning: Mystisk, omsluttende og hellig.

fortid

Under den sagnomspundne Trækrig, tog Fjøl sin flugt, men blev ramt af en troldepil. Dødeligt såret og på flugt, måtte Fjøl sande, at han havde mistet sin udødelighed. Han vendte sig derfor mod skoven, i håbet om at den kunne give ham ly og hjælpe ham til kræfter igen. Han blev taget ind af en venlig troldefamilie og her fik han ikke mindre end 7 hustruer, og med tiden opstod menneskeslægterne. Heraf har skoven fået sit navn.

Efter Fjøls død opførte hans 7 sønner en prægtig stendysse, hvor han blev begravet. Det var det sidste sønnerne gjorde i fællesskab, før de kaldte sig konger og brød deres broderbånd ud i evindelige krige. Deres rå ambitioner og splittelser førte dem ud af skoven og dette startede kongetiden. Efter de 7 konger vendte deres ansigter mod verden, sørgede deres mødre, enkerne, over Fjøl og over at sønnerne forkastede visdommen og søgte magt og rigdom. Derfor forseglede Fjøls enker skoven, så ingen mennesker kunne komme ind og denne barriere var stærk langt igennem kongetiden.

Nutid

Idag er denne forsegling brudt for selve skoven, men er stadig aktiv omkring graven.
Fjølskov har altid været berygtet for at være hjemsøgt af ånder, og de nuværende beboere holder det ved lige.
Nogle gange ligger der små tågebanker mellem træerne inde i skoven, og de bevæger sig langsomt.
Det siges at Fjøls enker stadigvæk sørger over synderne fra deres sønner og i tågerne kan man møde Fjøls enker. Hvis rygterne taler sandt, vil enkerne friste dig med én, eller flere, af deres sønners 7 synder. Hvis du ikke kan modstå deres løfter om rigdom, magt og anseelse, lader de skovens forbandelse falde over dig og leder dig på vildspor.
Det skal også siges, at det er meget få der husker noget om at Fjøls grav reelt set ligger i Fjølskov. Tempelriget har nemlig andre pilgrimssteder (bl.a. Lumia og Engne) hvor de ærer Fjøl og sådan skal det være, mener de.

I Fjølskov bor stadigvæk en del vildtrolde. De har ikke byer, men de lever frit i rodhuler og mødes i lysninger. De respekterer alle Fjøls enker og følger deres anvisninger. Mange dyr har fundet et fristed i skoven, nu hvor Lyslund bliver stadigt mere opdyrket og civiliseret.

Grav: Fjøls grav 

En prægtig stendysse sat på en høj i skoven med mandshøje sten. Der hersker en HVID stemning og der er sat en mindesten med runer på Troldsk. Graven er meget svær at finde, da dens omgivelser er dækket af tåge. Stedet siges at være beskyttet af Fjøls enker.

Borgruin: Birkerod

Ruin af stor troldeby, der blev forladt i starten af kongetiden. Her boede bl.a. troldefamilien der tog Fjøl ind, samt Fjøls familie mens han levede.

Borgruin: Lænsborg

I det nordlige Fjølskov finder man den, nu hemmelige, gamle “Lænsborg”. Den bruges af den berygtede Lænsbande, som har taget navn efter stedet. Selve borgen er i elendig stand, da det er mange år siden at en ordentlig ridder har bestyret stedet. Man ville nok i almindelighed betragte stedet som en ubrugelig ruin, men ikke Lænsbanden. De kender nemlig borgen ud og ind og kan til enhver tid smutte gennem hemmelige revner og sprækker i gulve og vægge. Borgen er nemlig fyldt med hemmelige gange og døre. Nogle var der allerede, da banden indtog stedet, men de har også selv lavet flere. Det siges at der ikke er nogen, selv ikke de ældste lænsere, som kender alle døre og hemmelige gange. Det ydre og de øverste etager fremstår forladte og ramponerede, men bag skjulte døre kommer man ned til de rigtige lænshuler hvor de bor, når de ikke er ude at lænse.

I Lænsborgens gamle vinkælder har banden indrettet en festlig krostue, “Lommen”. Det er her lænserne holder til, når de da ikke holder vagt, er på rov eller sover. Lommen bestyres af de gamle tyve, som ikke kan holde til at rejse mere.

Rundt omkring på de mange store vintønder hænger papir med bestillingsopgaver. De kommer fra folk, fra hele Lente, som ønsker ting og sager, som de ikke kan få fingrene i på retmæssig vis. Her hænger opgaven til den dag en lænser får lyst til at løse opgaven. Reglerne er simple : En Læns-tyv er fri som en fugl, men rykker han en seddel af en tønde, har han pligt til at fuldføre opgaven, for ellers mister han sin Læns-ære. Det siges at med den rette pris eller belønning, bliver en opgave hurtigt håndteret.

I bunden af borgen, langt nede i klippen, er der kilder, nogle små damme og en mørk troldemose.

Heltenyt

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til tre særlige artefakter!