Forsamtale

Før fortællingen kan begynde, skal alle deltagerne samles ved bordet. Spillederen faciliterer en forsamtale, som skal sikre tryghed og trivslen i gruppen. Dernæst hjælper spillederen deltagerne med at skabe deres egne helte og finde frem til deres øvefokus.

Trivsel

HelteLiv kan være en sensitiv aktivitet, der opfanger et væld af følelser fra deltagernes virkelige liv. HelteLiv skal kunne rumme svære følelser, men det er bedst hvis spillederen har indblik i, hvad der rører sig hos deltagerne, inden fortællingen begynder.

Den bedste måde at finde ud af hvordan deltagerne har det, er at spørge ind og lytte. Deltagerne er ofte ivrige efter at komme i gang med heltelivet, men der kan være en ting eller to, som nager dem.

Hvis en deltagerne for eksempel er utryg ved situationen, har en svær tid i familien, eller bare har haft en dårlig dag, kan det være en god ide at få det sagt. Når spillederen er klar over hvad der rør sig hos deltagerne kan han eller hun bedre vise hensyn undervejs i fortællingen.

Det er dog ikke altid, at deltagerne er bevidste om disse følelser. Derfor handler det også om, at spillederen i forsamtalen fornemmer stemningen ved bordet og bringer den viden med sig, når deltagerne glemmer sig væk i heltelivet.

Helte og øvefokus

Når spillederen mener, at der er sikret en god og tryg ramme om deltagerne, skal de, med hjælp fra spillederen, finde deres Øvefokus og samle deres egen helt. Se lav en helt

Pædagogisk agenda

Med udgangspunkt i sit kendskab til deltagergruppen, kan spillederen forme en overordnet Pædagogisk Agenda, som ligger udover det individuelle øvefokus. Det kunne være temaer som:

  • Venskab blandt deltagerne.
  • Kreativ tænkning og opgaveløsning.
  • Konflikthåndtering og forebyggelse.
  • En bredere forståelse af samfund.
  • Samarbejde under stressende situationer.

Heltelivet begynder

Fortællingen begynder, når spillederen vurderer at forsamtalen er færdig, og deltagerne sidder klar med hver deres helt og øvefokus.
Spillederen kan gennemgå tjeklisten for at sikre sig, at spillederen selv og alle deltagerne har de kort, terninger og andet, som de skal bruge.

Ved første spil kan spillederen med fordel bruge det eventyr, som allerede er beskrevet her i bogen.

Spillederen markerer rituelt overgangen fra forsamtalen til heltelivet, så ingen af deltagerne kan være i tvivl om at fortællingen begynder.

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!