Der har været mange konflikter i Lentes historie – både store og små. Nogen er løst diplomatisk, mens andre har bragt vold og krige med sig. I den forbindelse har der altid været dem, som kunne tjene en skilling ved at ofre deres blod og stål til den højestbydende.

Skønt livet i Lente er mere fredfyldt efter kongetiden, er der stadig folk, som ernærer sig som lejesvende. Disse slår sig som regel sammen i grupper. De varierer i størrelse, fra en lille håndfuld krigere til en mindre hær på et par hundrede individer. De har alle det tilfælles, at de kæmper for dem der kan betale prisen.

I folkemunde er de kendt som ”Fri-hære” og er lige så forskellige, som folk nu er. De fleste Fri-hære går hver til sit efter de enkelte slag og er hurtigt glemt igen. Andre Fri-hære forbliver sammen og huskes i lange tider efter de store krige.

Her finder du tre af dem, som huskes.

Tårebæks Ældste 

Dyd: Familien
Speciale: Forsvar

Historien fortæller, at da Kong Superbia forsøgte at indtage Midlund, plyndrede hans hær de mange landsbyer, de kom forbi. Beboerne i et par landsbyer forsøgte sammen at flygte fra de invaderende soldater, men blev indhentet da de skulle krydse en å, kaldet Tårebæk. Da besluttede de ældste beboere fra landsbyerne, at gå til modangreb, så deres børn og børnebørn kunne undslippe.

Det siges, at de holdte Superbias hær tilbage i tre dage og tre nætter. Da kongen hørte om disse tapre krigere beordrede han sine mænd til at trække sig tilbage og red selv ud for at møde sine modstandere. Da han så, at det var en gruppe oldinge, der havde stoppet hans hær, blev han overvældet af beundring for deres mod og offervilje. Han tilbød dem stor rigdom, hvis de ville kæmpe for ham. De svarede, at de kun ønskede sikkerhed og velstand for deres familier. Derpå skænkede kongen dem landet omkring åen, og lovede ikke at angribe dem igen.

Landsbyboerne tog da navnet ”Tårebæks Ældste” og har siden tjent mange konger og stormænd.

I dag er Tårebæk kendt for sin krigerskole, hvor mange håbefulde unge med drømme om eventyr og hæder, søger at lære om kampkunst.

Tårebæks Ældste er stadig til rådighed for højestbydende her flere hundrede år efter. Traditionen tro, er det de ældste der tjener i Fri-hæren rundt om i Lente. Unge og voksne træner hele livet og passer på hjemmet. Men når deres børn bliver voksne og får deres egne børn, drager de ud og tjener penge hjem til familien og lokalsamfundet.

De lokale i Tårebæk har en lidt usædvanlig tradition. Hver familie har et tegn, som de ridser ind i deres fortænder, når de bliver voksne. Derfor kan de altid genkende hinanden, når de mødes i fjerne egne. De behøver bare at vise tænder.

Tårebæks Ældste er blandt de mest berømte og efterspurgte lejesoldater i Lente. Der er meget prestige i, at have en af dem som livvagt eller som våben-instruktør. Når de drager ud i krig, er deres opgave ofte at støtte og opmuntre de yngre og mere uerfarne soldater.

Alle vil gerne have Tårebæks Ældste på sin side.

Lue-ridderne

Dyd: Ærlighed og troskab
Speciale: Kavaleri

Lue-riddernes historie går helt tilbage til den gamle Kong Invidia. Disse riddere tjente kongen og tilbad, ligesom ham, dragerne og deres magt. Da kongen og hans dronning pludselig forsvandt, stod ridderne uden en herre at tjene. De har siden haft mange arbejdsgivere, men ingen har vist sig værdig til evig troskab.

Lue-ridderne fungerer i dag som en Fri-hær og har nogle vigtige og meget efterspurgte kvaliteter. De ser stadig sig selv som en ridderorden og stiller høje krav til deres medlemmer.

Hvert fuldbyrdigt medlem af Lue-Ridderne, skal kunne stille med egen ganger, rustning og våben. Deres kampstyrke består derfor af et kavaleri af kvalitet, der måler sig med Tempelrigets Domriddere.

Deres mest eftertragtede kvalitet er dog deres troskab mod deres kunder. Alt for mange slag tabes før de starter, fordi en Fri-hær har skiftet side, da de fik et bedre tilbud. Når Lue-ridderne indgår en kontrakt, ser de den som lige så bindende som en troskabsed. Så skønt det er dyrt at hyre dem, synes mange, at det er prisen værd for en hær der kæmper til det sidste. Mange stormænd har vundet krige, ved at ofre deres sidste guld på at hyre disse riddere.

Det siges, at Lue-ridderne ikke har glemt deres ophav og de derfor stadig tilbeder dragerne og venter på deres tilbagekomst. En ting er i hvert fald sikkert: Blandt ridderne findes der flere mægtige Ildninge, hvis magiske evner er med til at øge Fri-hærens styrke.

Gøgeungerne

Dyd: Griskhed og fleksibilitet
Speciale: Kaos

Hvor nogle kompagnier sælger sig selv på deres gode rygte og omdømme, bliver Gøgeungerne som regel hyret for det modsatte. Denne gruppe erfarne krigere er kendt for deres moralske fleksibilitet og vilje til at tage de opgaver, alle andre vil afvise.

Gøgeungernes folk har ry for at være af svag moralsk karakter. De er ikke bange for at bruge beskidte tricks i kamp og tager alt af værdi, de kan finde efter et slag. De kan kendes på deres spraglede tøj, som er sat sammen af mange forskellige dragter af forskellige størrelser og stilarter. Det siges, at det er fordi, de plyndrer deres faldne modstandere helt ned til skindet og syer tøjet om, så det passer.

Deres mangel på moralske skrupler ses også uden for slagmarken. De penge de tjener, bliver som regel brugt på vin, terningespil og letlevende kvinder og mænd. Når de er i gang med at feste, kan de være aldeles rundhåndede og er sjove venner at være på kro med.

Det siges, at ingen har lyst til at hyre Gøgeungerne, men at mange gør det af nød. De er billige, men effektive. Og de tager ofte opgaver, andre undgår. Hvis du mangler folk til en opgave, der er ubehagelig eller direkte moralsk forkastelig, er det dem du skal tale med.

Men vær på vagt. For Gøgeungerne har den værste, men alt for almindelige kvalitet, som findes hos lejesvende. De er altid til salg til højestbydende og skifter gerne side, hvis modstanderen giver et bedre tilbud og nogen gange er prisen efter udført opgave højere end aftalt…