Lentes historie

Lente er en gammel verden, som gemmer på historier fra længere tilbage, end selv de gamle trolde kan huske.

Før tiden

Myternes tid

“På den endeløse skyggemark, Nihil, gik en kutteklædt skikkelse. I lyset fra stjernerne tvang han sig langsomt frem, besværet, men stærk i viljen. Da en tåre gled fra hans kind og ramte den mørke muld, gjorde han holdt og sank i knæ. Uden at se ned afsøgte hans krogede fingre landskabet under ham og i lyden fra halsens messende rim, skrabede han to grave i mulden. Her lagde han to lys før han forsvandt i tågen og marken lå stille hen.

I gravene skød rødder og frem voksede de to livstræer Ask og Eg. De var søster og bror, og skiftevis vågede de med lysende kroner over den verden, som lå ved deres fødder. Sammen holdte de Nihils skygge væk, og lundene blandt dem lå således i livgivende lys fra skiftevis fra dem. Hvorom alting var, sov de ind i drømmene om, hvad der senere skulle komme.” – Et af Løvrådets minder

Lente blev skabt af vanernes fader, kaldet Den Rejsende, da han plantede de to lysende livstræer Ask og Eg i det mørke Nihil. Imens træerne, med deres lys, vågede over Lente på skift, voksede skovene, bjergene og floderne sig stærke imens dyrene og troldene sprang frem fra skovens rødder og muld. Således lå Lente før tidernes begyndelse.

Oldtiden

Sagntid (fra år 37.000 ff)

Elvernes forfædre – de guddommelige vaner – kom til Lente på drageryg fra stjernehavet i Nihil og bragte tiden med sig.
Troldene bød dem velkommen og lod dem bo ved livstræet, Eg, som gæster, hvor vanerne blev og fik børn. Vanernes børn var elverfolket, og de førstefødte kaldte sig fyrster.

Med tiden voksede elverfolket sig magtfulde og grådige. De ville eje hele Lente, som de mente var deres retmæssige arv. Troldene fandt vreden og modsatte sig!

Da begyndte Trækrigen. Ved Egetræet var elverfyrsterne og vanernes drager, og ved Asketræet stod Troldene – dømt til at tabe krigen. Krigen hærgede længe og nåede sit endelige, da en mægtig drage, ved navn Luetand, kastede sin altødelæggende ild mod Asketræet. Trækrigen fandt således sin meningsløse afslutning. Ask gik i brand og døde, og alle led nederlag med tabet af det ene af de to livstræer.

Da Ask nu var død, og derfor ikke længere kunne holde Nihils meningsløse mørke tilbage, opstod natten i Lente. Fra Asks døde og rådne rødder spredte sig tåge i Lente, som bragte mismod og vildfarelse med sig.

Vanen, Fjøl, flygtede ved Trækrigens endelige opgør, men blev ramt af en troldpil, som gjorde ham dødelig. Fjøl søgte ly hos en barmhjertig troldefamilie i Lyslund, hvor han blev fader til de syv første menneskekonger. På sit dødsleje gav han sønnerne den hvide stemning, stjernernes lys, som senere skulle give magten til Tempelriget i Tempeltiden. Fjøls sønner, som alle var feje, forkastede deres faders gave, da de kun forstod sig på guld, krig og borge. Fjøls arv blev dog i al hemmelighed husket af en præsteorden, som kaldte sig Lux.

Kongetiden

Legendernes tid (fra år 0 – fjøls død)

Fyldt af sorg og skyld gemte de overlevende vaner sig efter Trækrigen. Nogle af dem rejste ud i Nihil, mens andre valgte et liv i eksil forklædt som almindelige folk rundt om i Lente. Elverne blev boende ved Eg, hvor de grundlagde Højrådet, som senere delte sig til Sølvkonsulatet og Løvrådet.

Vanernes drager derimod, var nu frie fra deres lænker og hærgede længe i Lente, rastløst og grådigt.

Mennesket – det nye folk – tog magten i deres del af Lente, da de efter Trækrigen mellem trolde og elvere havde frit lejde. Af Fjøls syv sønner opstod de syv kongedømmer, som alle tilbad dragerne som guder.

Dette er alt hvad man ved om Kongetiden, der ellers står tilbage som en ukendt og glemt tid, hvor menneskets konger bekrigede hinanden gennem mange generationer. Ruinerne står tilbage fra denne tid i form af byer, borge og gravsteder. Det siges, at kongetiden endte i et kæmpe slag mellem dragerne og kongerne, men ingen ved med sikkerhed, hvad udfaldet af slaget blev. Man ved kun, at dragerne pludselig forsvandt, og at kongerne efter krigen måtte bukke under for Lux præsterne. Præsterne havde omvendt et stort flertal af menneskefolket, der var udmattet af kongernes endeløse krige og magtbegær.

Tempeltiden

Nutid (fra år 1000 ef)

Året er nu 1202 ef. (efter Fjøl) og de sidste menneskekonger døde for godt tre generationer siden. Med dem sluttede Kongetiden og Tempelriget rejste sig og forenede menneskefolket. Tempelrigets militær og religiøse magt har skabt fred i deres del af Lente med udgangspunkt i faderen, Fjøls, sidste ord om Luxloven og den hvide stemning.

Ælas spådom

Fremtid

Men langt derfra, inde i den evige skov, Tavfær, lever en gammel troldkvinde ved navn Æla, som i dans og rim er nået frem til en dunkel spådom, der kommer til at berøre alle folk i Lente:

Æla: Da natten samler de rastløse hære
vil Asketræets skygge skære
Eg vil stå stærkt, men uden hjælp falde
idet vi hører mørket kalde
for altid uden lys og forladt
skal vi råbe ud i den evige nat

Ifølge den gamle troldkvinde, Æla, er en ny Trækrig på vej. En verdenskrig, som vil forsegle Lentes skæbne for altid.

Lente veksler mellem dagen og natten. Menneskene kender ikke til andet, men både troldene og elverne husker verden fra før Asketræets død. Faktisk kender troldene til en tid endnu længere tilbage, før elverne og deres forfædre, vanerne, kom til Lente. En verden i fred og evigt lys.

Jagten på Artefakterne

Stemningerne rører på sig, idet en altafgørende verdenskrig nærmer sig, men Ælas spådom rummer heldigvis et håb. Hun fortæller, at det er muligt at påvirke Lentes skæbne ved hjælp af de ældgamle artefakter. Hun har i drømme set, hvordan de helte som bærer de ældgamle artefakter og modet i hjertet, vil vinde krigen og forsegle Lentes skæbne. Spådommen fortsættes med disse ord:

Æla: Med venskab og glemte artefakter
mod Natten Nihils ækle fagter
Skal de få da skyggen bekæmpe
og Askesorgen dæmpe

De mange fraktioner i Lente vil samle de gamle artefakter for at stå stærkt i krigen, som vil komme. Lentes største fraktioner, heriblandt Tempelriget, elvernes råd, og troldefamilierne, er så småt ved at nå til vished om Lentes skæbne og har indledt jagten på Artefakterne. Hos dem som kender til Ælas spådom, hersker primært tre ideologier.

Konservatisme – Dagen og Natten

Lente skal forblive i den balance, som kendes i dag. Eg skal leve og Ask skal forblive død. Asketræet skal dog forsegles for altid, således at adgangen til Asketræets rødder og dødsriget ikke længere kan skabe uro, splid og rædsel i Lente.

Optimisme – Den Evige Dag

Både Eg og Ask skal leve. På den anden side af en ny Trækrig vil et helligt land genfødes, hvor Asketræet kaldes tilbage til livet og igen vil skyde krone og lyse over Lente. Den gamle verden vil atter bestå med lys fra både Ask og Eg.

Ask og Eg skal igen forenes i livet som søster og bror, der våger over alle Lentes folk. Det var sådan, at Lente Den Rejsende, skabte hans verden i fred og således bør det igen blive. Folk skal beskyttes mod mørkets kræfter fra det endeløse mørke i Nihil, og stjernernes lys rummer for stor indsigt for simple væsner.

Pessimisme – Den Evige Nat

Lentes folk skal være som vanerne – Rejsende mellem verdener. Verden skal overgå til sin tredje, sande og frie væren. Både Eg og Ask skal dø, fordi først da kan Lentes folk møde den sande verden; Den sandhed, som ligger derude et sted, hvor vanerne kommer fra.

I stjernehavet findes det kolde møde med sandheden, som vanernes fader har frarøvet folket i Lente siden tidernes morgen. Lente har alt for længe været forblændet af livstræets lys. Endelig er tiden kommet til at møde den sandhed, som gemmer sig i Den Evige Nat.

Nyhedsbrev

Abonnér på Heltelivs nyhedsbrev og få adgang til kraftfulde artefakter!