Nu var hun helt hæs i halsen, men det var på den gode måde. I dag havde været en smuk dag. Mange kobbermønter var landet ved hendes fod.

Hun havde sunget om ulykkelig kærlighed, om fugle der flyver til fjerne lande og aldrig vender tilbage, men mest givende af alt var sangen om flod-eleverne på havet bund. Den havde hun sunget lige da fiskerne kom i land ved aftenstid.

Nu sad hun og fik en bid brød på en sidegade, da en forbipasserende tempel-præstinde, til hendes overraskelse henvende sig til hende. “Min unge frue…” præstinden rømmede sig. “De har en yderst smuk stemme, er de her fra byen? jeg synes ikke at have set dem før.” “Nej, jeg er netop kommet her til morgen” svarede hun og så med skepsis på præstinden – der hvor hun kom fra, ville en præstinde næppe tiltale en gadesanger og hvad ville hun mon? “Ja, undskyld” indskød præstinden, idet hun mærkede utrygheden. “Der er tempel messe for hele byen her til midnat og vi har tradition for at invitere en fremmed sanger. Jeg hørte deres stemme i formiddag og det ville være mig… eller templet en ære om du vil synge for os.”

Hun så ind i præstindens rare øjne – der var noget der, hun ikke ville gå glip af. “…ja det vil jeg gerne” sagde hun stille.