Templer og kirker
Overalt i Lente findes der templer og kirker. Ofte er det gamle fredelige steder, hvor de forskellige trosretninger bliver praktiseret. Det er typisk steder, hvor man kan søge hjælp og få en velsignelse med på vejen. Men man må dog tage sig i agt, fordi Ikke alle templer er, hvad de giver sig ud for at være.
Ruiner, grave, miner, grotter og huler
Der findes mange glemte og mystiske steder rundt omkring i Lente, som kun de færreste husker noget om. Disse steder stammer oftest fra den glemte kongetid, hvor de syv menneskekonger sloges om magten i Lente.
Man må spørge nogen i lokalområdet eller selv opsøge dem, hvis man vil vide mere om disse mystiske steder. Men pas på, for der lurer mange farer under jorden og i de gamle sten. Der kan være fortabte sjæle tilbage fra kongetiden, der tjener bedst ved at forblive glemt.
Landsbyer og kroer
I Lente findes et utal af små byer og kroer, hvor folk lever deres stille liv. Her kan man mod betaling finde en god seng og få noget godt at spise. Eller måske falde i snak med de venligtsindede landsbybeboere, der sidder inde med nyttig lokalviden. Vær dog på vagt – det er ikke alle landsbyer, der tager lige godt imod fremmede.